Tilbage

BlendA - online behandling

BlendA er et online behandlingstilbud til dig, der gerne vil i behandling, men kan have svært ved at møde op

Tønder Kommune er med i forskningsprojektet BlendA, som kombinerer fremmøde med internetbaseret terapi. Denne behandlingsform kaldes også Blended Care, og formen er allerede benyttet flere steder i udlandet med lovende resultater.

Resultaterne tyder på, at kombinationen af online træning og fysisk fremmøde, har en positiv effekt på problemer med adgang til behandling, fastholdelse af behandlingsindsats, samt udeblivelser.

Der er begrænsede erfaringer med Blended Care i alkoholbehandlingen i Danmark, og BlendA vil derfor undersøge effekten ved et kombineret behandlingstilbud på området.

Derfor spørger vi dig om du vil deltage i en spørgeskemaundersøgelse, fordi Enheden for Klinisk Alkoholforskning (Syddansk Universitet og Telepsykiatrisk Center i Region Syddanmark) undersøger behandlingen til borgere med et overforbrug af alkohol.

Du vil få mulighed for, at udfylde spørgeskemaerne i samarbejde med din behandler eller sekretæren. Det tager ca. 10-15 minutter at udfylde skemaerne, og vi giver gerne en kop kaffe til. Om 6 måneder modtager du et nyt spørgeskema i din e-Boks.

Projektet finansieres af forskningsmidler fra TRYGFonden og gennemføres i samarbejde mellem Enheden for Klinisk Alkoholforskning og 18 danske kommuner frem til 2023.

Hvordan foregår BlendA?

Du ringer eller sender en mail til os, så vi kan aftale en tid. Her møder du din behandler, og sammen laver I en behandlingsplan og får udfyldt de indledende spørgeskemaer.

Din behandler vil introducere dig til online-platformen. På platformen er der information, træning og øvelser - og du vil gennem tekst, billeder og video blive klogere på dig selv og din adfærd. Det er lidt ligesom en online selvhjælpsbog, som du kan arbejde i, når det passer dig - nemt og bekvemt.

På platformen kan du også skrive med din behandler, og din behandler vil give dig feedback på din online behandling.

Udover din online behandling, vil du få personlige møder med din behandler ca. en gang om måneden.

Du kan regne med fuld diskretion og anonymitet, hvis du ønsker det

Passer online behandling til mig?

Online behandling passer til alle der gerne vil gøre noget ved deres forbrug af alkohol.

Online behandlingen erstatter ikke alle fremmøder, så du skal stadig møde til samtaler med din behandler ca. en gang om måneden.

Hvad skal jeg bruge?

Udover viljen til at gøre noget ved dit forbrug af alkohol og lysten til at arbejde med dig selv og din adfærd, så skal du bruge en PC eller Mac med højtaler og internetadgang.

Dele af online-programmet kan laves på tablet/iPad eller mobil.